Copyright og havskælv

Wu Ming 1, Oktober 2002

En omfattende folkebevægelse for social forandring er i dag under udvikling i størstedelen af verden. Den har et stort skabende potentiale, men har endnu ikke fuldt ud erkendt det. Selvom bevægelsen har eksisteret længe, har den først for nylig stået frem og fået opmærksomhed i medierne, om end den påvirker hverdagslivet fjernt fra rampelyset. Den omfatter organisationer, enkeltstående personer og er et fintforgrenet netværk. Den udnytter de seneste tekniske innovationer. Men definitionen af bevægelsen fastsættes af modstanderen og virker begrænsende. Inden længe vil denne bevægelse dog ikke kunne dølges undertrykkelsen til trods.

Den økonomiske magt kalder den ”piratkopieringsbevægelse”. Bevægelsen anfægter den nuværende sociale situation. For mindre end tre årtier siden indførtes intellektuel ejendomsret, men siden da har forskellige undergrunds-, alternativ- og den radikale avantgardebevægelse bestridt denne og talt for det kreative ”plagiat”, cut-up og sampling æstetik, samt ”gør-det-selv” filosofien. Anskuet baglæns, går der en linje fra hip-hop til punk og videre til før-surrealisten Lautreamont (”Plagiat er nødvendigt. Udviklingen indebærer det. Det vækker en forfatters mening, anvender resultaterne, udvisker en dårlig idé og erstatter den med en bedre.”). I dag har vi masseavantgardismen.

I årtusinder har den menneskelige kultur været foruden copyright, der er på linje med andre falske ideer som ”markedets centrale rolle” eller ”ubegrænset vækst”. Hvis intellektuel ejendomsret havde eksisteret fra starten, da ville menneskeheden ikke kende til Gilgarmesh eposet, Mahabharata og Ramayana, Illiaden og Odysseen, Popul Vuh, Biblen og Koranen, Graal og Kong Arthurs sagaer, Forelskede Orlando og vanvittige Orlando, Gargantua og Pantagruel, hvilke alle er resultater af en omfattende proces bestående af blanding og sammensætning, omskrivning og forandring, dvs. ”plagiat”, samt gratis distribution og live-optræden (uden indblanding fra CIA).

Indtil for ikke så længe siden gav de kulturelle indhegninger (enclosures) en begrænset udsigt. Siden kom Internettet. Bit-per-sekund dynamitten blæser nu indhegningen bort og man kan foretage eventyrlige udflugter i skove af symboler og månebeskinnede lysninger. Hver dag og nat omgår/overtræder/bestrider millioner mennesker, alene eller sammen, ejendomsretten. De gør det ved at generhverve digital kompressionsteknologi (MP3, Mpeg osv.), spredning (via nettet) og datakopiering (cd-brændere og scannere). Denne teknologi ophæver adskillelsen mellem ”original” og ”kopi”. De anvender peer-to-peer netværk til at dele indholdet af deres harddiske. De snyder behændigt enhver teknisk eller lovlig forhindring. De undergraver de multinationale selskabers underholdningsindustri ved at fratage dem en del af deres umådelige overskud.

Naturligvis skaber det stort besvær for de, der håndhæver ejendomsretten. Her handler det ikke om kriminelle organisationers ”piratkopiering” (den ”ulovlige” del af kapitalismen), som lider lige så meget som den lovlige under at den massive og selvstyrende pirathandling tager om sig, men derimod om en almen demokratisering af adgangen til kunst og kreativitet, en proces som overskrider sociale og geografiske barrierer. Lad os sige det ligeud: Klasseskellene (behøver jeg komme ind på CD priserne?). Denne proces forandrer den globale kulturindustri, men ikke nok med det. ”Piratkopisterne” svækker fjenden og åbner et handlingsrum for den mere politiske del af bevægelsen: de som skaber og spreder open source programmer, som kan modificeres af brugeren; de som vil sprede ”copyleft” licenser (som indebærer, at man kan kopiere og uddele værker, så længe de forbliver ”åbne”) til flere og flere områder af kulturlivet; de som vil have adgang til uundværlig medicin; de som er modstandere af beslaglægning, registrering og frankensteinforandring af plantearter, DNA osv.

Copyright-konflikten udtrykker direkte det grundlæggende modsætningsforhold i kapitalismen: producenter - ejere. Når man opnår et vist niveau, sætter den første uundgåeligt den anden i krise. Det er de samme firmaer som sælger samplings- og kopieringsmaskiner, scannere og cd-brændere, der også kontrollerer underholdningsindustrien som skades af disse produkter. De bider sig selv i halen og bagefter ønsker de, at politikerne skal gribe ind med lovgivning. Resultatet bliver en kædereaktion af paradokser og groteske hændelser som afspejler, at en fase i kulturlivet er overstået og at det ikke vil hjælpe med strengere lovgivning for at modarbejde en social forandringsproces, som allerede er i fuld gang. Det er hele forholdet mellem produktion og brug af kulturen som forandres, hvilket afstedkommer bredere spørgsmål om privat ejendomsret til intellektuel produktion, juridisk status og politisk repræsentation af ”kognitivt arbejde”, osv.

Den virkelige bevægelse sigter mod at overskride loven om intellektuel ejendomsret og skrive den om fra begyndelsen. Hjørnestenen, som man kan bygge en sand ejendomsret på, der tager hensyn til den måde skabelsesprocessen fungerer på (det vil sige gennem osmose, blanding, spredning og ”plagiat”) ligger allerede lige for. Lovgivere og politimagt snubler ofte over dem og får skrubbesår på knæene.

Open source og copyleft når væsentlig længere end blot til udvikling af software: ”åbne licenser” findes overalt og de kan i fremtiden blive rammen om en ny produktionsmåde. De kan endeligt befri socialt samarbejde (som allerede er ret synligt) fra de store industrikræfters parasitkontrol og ”rentetagning”. Styrken hos Copyleft er, at denne juridiske reform kommer nedefra og overskrider den enkle ”piratkopiering” ved at betone den virkelige bevægelses konstruktive kraft. I praksis bliver herskende copyrightlove (som samordnedes gennem Bern Konventionen i 1971, dvs. oldtidshistorie) omdannet til sit modstykke, og udgør i stedet en garanti for at alting cirkulerer frit. Wu Ming bidrager til dette ved at udgive sine bøger med påskriften (som helt klart kan forbedres): ”Hele værket eller dele heraf må kopieres og distribueres af elektronisk vej til privatbrug under forudsætning af, at dette sker gratis”. Distribution skal altid være gratis ellers må man betale.

Udviske en dårlig idé og erstatte den med en bedre. Avantgarden tager os - sundt - tilbage i tiden: Vi er ved at forlade den industrielle ”massekultur” (centraliseret, standardiseret, entydig, copyright beskyttet, lovreguleret i mindste detalje) for at vende os mod en ny produktionsmåde på et højere niveau, der har meget til fælles med folkeligheden (spredt ud, afvigende, horisontal, plagiat baseret, kun reguleret af få love). Gældende copyright lovgivning (inkl. den nyligt tilkomne italienske lov fra december 2000) tager ingen hensyn til copyleft. Da parlamentsledermøderne traf beslutningen var de uvidende om dette, hvilket kom frem, da de mødtes med fri-software producenter (som kort og godt betragtes som piratkopister).

Det bliver ikke bedre med den nuværende italienske regering. Man kan ikke forvente andet end fejltagelser, dumhed og forudindfattethed. Herrerne har endnu ikke bemærket at under det hav, hvor de bare ser pirater og krigsskibe, åbner havets bund sig allerede. Tilmed på venstrefløjen findes folk, som ikke vil se og høre, men foreslår utidssvarende løsninger for eksempel gennem fej reformvenlighed (nedsættelse af moms på CDer, osv.). De opdager måske stormen for sent og risikerer at blive skyllet bort af den mægtige bølge.