Weekendavidsen, 22 November 2001

DEN, der slår op på nettet for at finde Luther Blisset, vil rende ind i 1.980 hits, der for det meste består af mystifikationer. Så lad hellere være. Men Deres udholdende anmelder har dog fundet ud af så meget, at Luther Blisset måske ikke længere er blandt de levendes tal, eftersom han allerede for to år siden meddelte over nettet, at han agtede at begå seppuku ved først givne lejlighed, måske for derved at skjule, at der bag forfatternavnet skjuler sig fire studenter fra Bolognas Universitet, som lod pseudonymet ryge sig en tur ved udsigten til en fed fortjeneste (det tyske forlag Piper betalte Einaudi en mindre formue for rettighederne). På samme tidspunkt blev fire statuetter af Jesusbarnet stjålet fra fire forskellige kirker langs Adriaterhavets sydlige kyst, og ved fødderne af hver Jesus-løs Mariastatue lå et krav om løsepenge på 100 millioner lire til at uddele blandt de fattige, underskrevet Luther Blisset. Brevene var skrevet på en gammel Olivetti-maskine, hvilket kan siges at være noget mærkeligt for en anarkistisk organisation der først og fremmest fører sig frem på nettet i deres forsøg på at ødelægge borgernes nattesøvn.

Er De forvirret? Det er der ingen grund til. Q er såmænd bare en hæsblæsende og dybsindig historisk roman fra religionskrigenes og bondeoprørenes tid i Europa, strækkende sig over perioden ca. 1520, hvor protestantismen vinder frem i Tyskland, og til 1555, hvor den katolske modreformation sætter en stopper for videre diskussion, undtagen dem der foregår i inkvisitionens forhørslokaler. Vores navnløse helt, der optræder under et utal af identiteter, deltager i den ene tabte sag efter den anden, som for eksempel bondeoprørene og Gendøberbevægelsen, og hans modpol Q, der er spion for kardinal Carafa – senere pave Paul IV – jagter ham over det meste af Europa. Hvordan det ender, skal naturligvis ikke afsløres her. Men både Rabelais og Machiavelli har været konsulenter på manuskriptet.

NÅR man kan tale om en underground-version af Rosens navn, skyldes det sammensmeltningen af det politiske og det religiøse til en tilsyneladende uigennemskuelig masse af vold, intriger og profitbegær, og desuden, at der i begge tilfælde er en bog med i spillet. Hos Eco var det 2. bog af Aristoteles’ poetik (der næppe nogen sinde vil dukke op), hos Blisset er det munken Benedetto Fontaninis værk Il Beneficio di Christo (Kristi velgerninger), som faktisk eksisterer og blev lyst i band i 1546 for sine antiautoritære og protestantvenlige tendenser. Det er denne bog, vor navnløse helt og andre brushoveder forsøger at udbrede, og hvis lære er en gevaldig sten i skoen for de ortodokse magthavere i den katolske kirke, omtrent som nutidens hackere og net-terrorister er det for vore egne systemer. Med dette udgangspunkt bliver Q også andet og mere end et elementært spændende panorama over Europas historie i 1500-tallet, nemlig en forklaringsmodel på hvorfor fundamentalismen sejrede både i katolicismen og protestantismen med en lang mørketid for europæisk åndsliv til følge. Gennem historiens små, anonyme personer præsenteres vi for konturerne af det store drama.

Det er nemlig denne bogs fortjeneste, at den fremstiller en tænkemåde, en rationalitet, der er fremmed for de fleste europæere i dag, selv om datidens begivenheder i høj grad blev bestemmende for nutidens Europa: politiske og sociale konflikter som for eksempel fyrstemagt mod kirken og begge mod folkelige bevægelser, der krævede bedre vilkår, blev alle forklaret og forstået i religiøse termer. Bag striden om pavens overhøjhed eller relevansen af diverse dogmer gemte der sig højst materialistiske magtinteresser, og det var ikke disse, men troen, almindelige mennesker drog ud og lod sig slå ihjel for. Og bag de mere eller mindre messianske strømninger i kølvandet på Luthers opgør med kirken, som for eksempel Gendøberne, gemte der sig folkelige og revolutionære krav, der kunne give sig både groteske og uhyggelige udslag.

Perioden kan bedst karakteriseres som et kæmpemæssigt religiøst karneval, og da vor navnløse helt deltager i de fleste af dem med livet som indsats, kommer man dybt ind under huden på datidens mennesker, som det for de flestes vedkommende ikke har været hyggeligt at være i stue sammen med. »Luther har flået den sorte klædning af præsterne, blot for at sy den ind i alle menneskers hjerter,« hedder det et sted, og vi får da også en smagsprøve på, hvad samme herre havde at sige om dem, der ønskede at lave om på samfundet: »Så vidt det er enhver muligt, skal han i dette tilfælde dræbe, kvæle, gennembore og idet han gør det, skal han tænke på, at der ikke findes noget mere giftigt, farligt og djævelsk end en oprører, ganske som om han slog en gal hund ihjel: hvis du ikke dræber ham, så vil han dræbe dig og sammen med dig en hel landsby« (Mod bønder samlede i bander af røvere og mordere, 1525). Katolikkerne var ikke et hår bedre, og det er derfor interessant, at begge trosretninger i dag fremhæver netop deres variant af kristendommen som et bolværk af tolerance, næstekærlighed og demokrati imod de islamiske fundamentalistiske horder!

Q er således andet og mere end en almindelig historisk roman, selv om der er smæk for skillingen i et handlingsforløb, der mirakuløst nok ikke taber pusten igennem de over syv hundrede sider, og skønt man sagtens kan bruge alle de lovord på den, der hører sig til i omtalen af en stor realistisk roman. Den er et undergravende værk, på samme måde som oplysningstidens mere eller mindre anonyme skrifter var undergravende for datidens magthaveres flommede selvtilfredshed. Den sætter spørgsmålstegn ved, hvad hele det kristne cirkus er værd, og den udpeger religionen som det privilegerede sted for udfoldelsen af menneskets naturlige grusomhed. Det er ikke nogen ringe bedrift i en tid, hvor mange skvadderhoveder stadig tror, at fundamentalisme bekæmpes med salmesang i skolen.