Politiken, 24 November 2001

Hvem er Luther Blissett?

'Q - Carafas øje', en af de bedst sælgende romaner i Italien i 1999-2000 med ca. 100.000 solgte eksemplarer, er netop udkommet på dansk. Oversætteren fortæller her historien om en ikke helt almindelig succes og en gruppe ikke helt almindelige forfattere.

Af Mads Nyegaard Outzen - 24 nov 2001

Luther Blissett er død! Sådan lød nyheden ved årtusindskiftet. - Og nej det drejer sig ikke om den tidligere engelske fodboldspiller, der blandt andet tilbragte et par katastrofale sæsoner i A.C. Milan, som bærer samme navn, dog kun med ét 't'.

Han har i øvrigt opgivet at gøre noget ved brugen af sit navn. Det vil sige Luther Blissett lever, men en del af ham døde. Forvirret?

Jo, såmænd. Her er et forsøg på en forklaring. En del af dem, der døde og genopstod som Wu-Ming, var de fire forfattere til romanen 'Q - Carafas øje', som er udkommet på dansk hos forlaget Hovedland.

De fire unge mænd fra universitetsbyen Bologna havde sammen med mange andre Luther Blissetter besluttet, at nytårsaften år 2000/2001 skulle være dagen for et kollektivt 'seppuku', et rituelt japansk selvmord, og samtidig begyndelsen på noget nyt.

Som de selv, lidt kringlet, siger det, er selvmordet et praktisk bevis på, at 'Blissett giver afkald på at overleve som identitetsmæssig og territorial logik'.

Selvmordet er ikke enden og er slet ikke noget defensivt træk, men i stedet en åbning for utallige nye fødsler og nye identiteter, der er umulige at fastholde, fordi de ikke eksisterer i længere tid ad gangen.

Og som Cary Grant sådan cirka sagde: »Det er bedre at forlade scenen et minut før tid, så alle stadig gider se på dig, end at forlade den et minut efter og så have kedet dem alle«.

En længere historie
For at komme bagom historien om Luther Blissett skruer vi tiden en seks-syv år tilbage. Midt i halvfemserne kunne man overalt i Bologna se plakater med et underligt ansigt og underskriften Luther Blissett.

Det var de første synlige tegn på en gruppering i den bolognesiske undergrund, der siden skulle blive talt en del om.

Luther Blissett var og er et såkaldt 'multiple name', som det står alle frit for at bruge. Det har en del mennesker siden midten af firserne valgt at gøre i især Storbritannien, Spanien og Italien.

Luther Blissett står bag en lang række happenings og Robin Hood-aktioner mod mediernes ensidighed og mod den kollektive bevidsthed som sådan.

Ud fra denne karakteristik er det ikke svært at forstå, at Luther Blissett er at finde på den nye venstrefløj, der i Italien har fået etiketten 'No global'.

Det er fællesnævneren for de kræfter, der er imod det, de kalder den neoliberale globalisering, hvor der ingen social retfærdighed er plads til. Det er Attac-folk, det er personer, der deler Naomi Kleins synspunkter i hendes 'No Logo' (der udkommer på dansk mandag, red.).

Luther Blissett leger med mediernes mekanismer og udfordrer deres indbyggede inerti, som de skriver i forordet til deres 'Totò, Peppino e la guerra psichica 2.0', (Totò, Peppino og den psykiske krig), fra sidste år (Einaudi).

Nogle måneder inden 'Q' havde Luther Blissett udgivet 'Lasciate che i bimbi' (Lad dog børnene), en bog om pædofili og moderne hekseprocesser og sociale psykoser generelt, under indtryk af en række beskyldninger for pædofili og satanisme rettet mod en af deres venner, der i 1998 var en stor sag i de italienske medier.

Det kom til en retssag, hvor det viste sig at beskyldningerne var grundløse. Bogen blev forbudt, men kunne og kan stadig downloades fra nettet.

Samtidig med 'Q' udgav gruppen i øvrigt en form for håndbog i 1999, 'Nemici dello stato', (Statsfjender), til en forståelse af det kompleks af tanker om blandt andet magt og afmagt, der ligger bag den magtkritik, der også kan læses mellem linierne i 'Q'.

Sådan tager man røven på medierne
De giver selv et par eksempler på deres tidligere bedrifter som selvbestaltede medie-Robin Hooder. I januar 1995 fik de det meget sete tv-program 'Chi lha visto?', der svarer nogenlunde til 'Station 2', til at hoppe på en historie om en forsvunden engelsk cykelturist.

Få dage inden man skal til at bringe indslaget finder man på den engelske ambassade ud af, at Harry Kipper, som turisten hed, ikke eksisterer.

I 1996 sender det store italienske forlag Mondadori noget, de tror er en helt ny undergrundsroman på gaden, en rigtig cyberroman 'net.gener@tion' på gaden.

Det viser sig, at Blissett har fuppet forlagets agent så vandet driver og har fået ham til at tro, at den flirt som så mange forlag søger med den radikale venstrefløj skulle bære kommerciel frugt.

Men samme dag som bogen udkom, kunne man i flere italienske aviser læse om Luther Blissetts store fupnummer, hvor de havde fået det hæderkronede forlag til at udgive en bog, der var én stor omgang cybervrøvl, en blanding af falske interview, uddrag fra skoleopgaver og videre i den dur.

Der er masser af lignende små og store historier, om hvordan Luther Blissett har brugt mediernes inerti mod dem selv og i bedste jiu-jitsu-stil har brugt deres kræfter mod dem.

Der var også det år på Biennalen i Venedig, hvor de fik pressen til at hoppe på en historie om en malende abe!

Og så kom 'Q'
Med deres roman 'Q' fra 1999 bragede Luther Blissett pludselig igennem til mainstream-kulturen.

En lille promille af hele verdens Luther Blissetter havde formået at skrive en fængslende historisk roman, der kunne læses som sådan, samtidig med at den for den opmærksomme læser også indeholder tanker og ideer, der har en indlysende subversiv karakter.

Den var skrevet af fire unge mænd, der var inspirerede af blandt andre James Ellroy og Dashiell Hammett, de hadede psykologiserende romaner og betragtede og betragter stadig forfattergerningen som et håndværk og ikke som et eller flere geniers geniale påfund.

Med andre ord gav de smæk for skillingen, en god historie og et engagement, der var til at tage at føle på.

En medvirkende årsag til succesen var givetvis, at der var meget røre om, hvem disse fire unge mænd, der for øvrigt nægtede at lade sig fotografere eller interviewe på tv, var. Og det var da også noget mærkeligt noget med deres kamp mod ophavsrettigheder til åndsprodukter.

Det kom så vidt at bogen i 1999 blev nomineret til årets Strega-pris, Italiens vigtigste litterære pris, hvor de dog måtte tage til takke med en femteplads. Men succesen var allerede en realitet.

Da jeg for få uger siden mødte de fire på deres stambar i Bolognas centrum, var de blevet til fem og havde skiftet navn til Wu-Ming, mandarin for 'uden navn', men holdningerne var og er stadig de samme.

De var meget optagede af, at alle oversættelser af deres bøger havde samme tekst, om at man frit kan reproducere dele af eller hele værket og sprede det ad elektronisk vej, blot ikke med et kommercielt formål.

En detalje deres danske forlag har 'glemt'. Derimod virkede det, som om de ikke længere dyrkede mediesabotage i den store stil. De havde netop lagt hånd på deres kommende roman '54', der kommer i foråret 2002.

Vi er på vej fra 'welfare' til 'warfare'
Efter succesen med 'Q' og Luther Blissetts seppuku hedder gruppen nu altså Wu-Ming. De bestyrer en fin hjemmeside www.wumingfoundation.com hvor man ud over at kunne downloade alle deres bøger også kan finde links, anmeldelser og deres nyhedsbrev 'GIAP'.

En del af materialet er også på engelsk. På siden er der en levende samtale og diskussion med læserne af deres bøger og med personer, der blot besøger siden.

De deltager levende i diskussionerne i kølvandet på G8-topmødet i Genova og var naturligvis selv til stede. De ser den ballade, der var i Genova, som en bevidst strategi fra magthavernes side for at hæve spændingsniveauet i samfundet og for at kriminalisere modstanden mod den skæve globalisering og det, de kalder, den galopperende neoliberalisme.

Blandt andet sættes der begrænsninger for vores frihed med nye lovgivninger. Med de briller på bliver også hændelserne i New York og krigen i Afghanistan fortolket som noget, man i sagens natur ikke kunne forudse, men som i en vis grad, ifølge Wu-Ming, måtte ske, som følge af den forværring af den globale skævvridning og den globale konflikt, der dagligt finder sted.

De formulerer en skarp kritik af kapitalismen og vores vestlige velfærdsmodel, som magthaverne med alle til rådighed stående midler forsøger at bevare.

Med et slagord kan man på deres hjemmeside læse, at vi er på vej fra 'welfare' til 'warfare'; altså en optrapning af den konflikt, der ifølge Wu-Ming også er historiens drivkraft.

De mener ganske simpelt, at Imperiet, som de kalder det (efter Michael Hardt og Antonio Negris bog 'Empire' anmeldt i Bøger 20.10. , red.) har brug for en fjende for at stå oprejst. Hvad Wu-Ming gør, er for dem at se at forsvare det liberale demokrati ved at negere det.

I vores samtale endte vi således ved 'Q' igen, som beskriver den første store emergenza , undtagelsestilstand, nemlig Reformationen. Fjenden for systemet var i begyndelsen Luther, men han forrådte så at sige sagen ved at gå sammen med fyrsterne.

Vi følger så hovedpersonen rundt til en række andre brændpunkter for oprøret mod Magten, indtil han ender et sted, hvor han kan være fri for sin opdragelse, for kontrol og religiøs fanatisme, for en stund.